Honning

DEN GRØNNE BIAVLER

Preben Hansen | Solglimt 2 | 6400 Sønderborg | mobil +45 61 65 40 62 | carnicaals@live.dk

Copyright: Kirsten Rudolph Sørensen

Honning

 

Honning tager farve, smag og lugt af de blomster, den stammer fra. Derfor findes et hav af forskellige honningvarianter.

 

Honning kan indeholde:

19 procent vand og 79 procent sukker

12 forskellige vitaminer

30 forskellige mineraler

22 aminosyrer

120 aromastoffer

 

Honning er et fortrinligt sødemiddel, der kan bruges i både varme drikke og i bagværk. Honning har dog en kraftigere smag, så derfor bør en opskrift med 100 gram sukker erstattes af ca. 75 gram honning.

 

Honning har været eftertragtet gennem årtusinder, da det i mange år var det eneste, kendte sødemiddel. Det starter som nektar i blomsten, men det ender med en sød servering på køkkenbordet søndag morgen sammen med rundstykkerne.

Blomsterne skal bestøves, men for at lokke insekter til udskiller mange af dem en sukkerholdig saft, der samtidigt er plantens egne affaldsstoffer. Det er nektar, der først og fremmest består af frugtsukker, druesukker og rørsukker. Det er samtidigt biernes vigtigste føde sammen med pollen. Bien suger nektar op gennem suge snabelen og lagrer den i en særlig honningmave. Når nektaren glider indenbords, tilsætter bien samtidigt nogle enzymer, der er i stand til at spalte den ufordøjelige rørsukker til druesukker og frugtsukker.

Hjemme i stadet fortsættes behandlingen ved, at bierne overlader den dyrebare nektarlast til de andre. Det kaldes gensidig fodring, og hver gang honningen overdrages, bliver der tilsat nyt enzymer. Hver gang fordamper også en smule vand fra honningen. Når vandprocenten er nået under 18 procent, bliver den lagret i særlige honningceller og forsynet med et tyndt vokslåg. Så kan honningen holde sig flydende vinteren igennem, hvilket er formålet. Honningen er biernes vinterforråd.

 

Det svinger fra år til år, hvor meget honning et stade producerer. Nogle biavlere høster gennemsnitligt 15 kilo pr. stade, medens andre høster 65 kilo. Biavleren høster honningtavlerne, når hovedparten af cellerne er forsynet med låg. Så er vandprocenten nemlig så lav, at honningen ikke giver sig til at gære, når den står i et glas. Først skal vokslåget skrælles af, hvorefter tavlerne bliver sat i en slynge, hvor honningen bliver slynget ud med centrifugalkraft. På dette tidspunkt er honningen fortsat flydende som sirup, så derfor bliver den siet for at fjerne eventuelle urenheder. Tilbage bliver den gyldne, flydende honning, der hældes i store beholdere, indtil den bliver klar til tapning.

 

Det er ikke nødvendigt at bruge tilsætningsstoffer for at få den flydende honning smørbar. Hvis honningen får lov til at stå, vil sukkeret krystallisere af sig selv, men det vil også gøre honningen meget hård. Derfor må honningen løbende røres for at slå sukkerkrystallerne i stykker, så honningen bliver ved med at være smørbar.

Hvis bierne har hentet nektar på f.eks. kløver vil det have et højt indhold af frugtsukker. Den opløser sig let i vand, og derfor kan det give problemer med at få honningen til at krystallisere. Omvendt indeholder for eksempel raps meget druesukker, som uhyre let at krystallisere. Hvis rapshonning ikke røres omhyggelig, bliver den meget hård.

Efter honningen er tappet vil enzymerne fortsætte med at arbejde, og derfor vil honning langsomt ændre smag, lugt og hårdhed. Honningen "arbejder" altså, medens den står på hylden i skabet.

 

Honning er et rent naturprodukt uden tilsætningsstoffer. Det har desuden en bakteriehæmmende eller ligefrem dræbende effekt på bakterier og fremmer sårheling. Det skyldes blandt andet honningens høje sukkerindhold, men også den lave surhedsgrad. Endelig producerer honning løbende en lille mængde brintoverilte, der medvirker til at fremme sårhelingen.

Copyright: Kirsten Rudolph Sørensen

Billeder taget af : Kirsten R. Sørensen

Copyright/ophavsret/fotograf : Kirsten Rudolph Sørensen